BLOCKER – SABOTER – DEMONTER
Det næste topmøde med de 20 økonomiske og politiske mægtigste stater i verden finder sted den 7. og 8. Juli 2017 i Hamborg. Stedet for mødet er i „Messehallen“ i Hamborgs indre by, i St. Pauli området. Verdens magthavere bliver i den anledning ledsaget af tusinde af deligerede, journalister og beskyttet af en hær af politi, efterretningstjenester og militær. Gennem integration af internationale forbund og NGOér er målet at træffe vidtrækkende beslutninger. Udadtil giver de tyske arrangører sig gerne sociale. Kvinderettigheder, flugt og sundhed kommer til at være hovedtemaerne. Dette er dog et populistisk slør, for i bund og grund handler det for G20 om opdelingen af geopolitiske interesser og magt, og om koordineringen af den verdensomspændende udbytning.
G20-topmødet er ikke et møde, der repræsenterer flertallet af befolkningerne, men derimod en samling af borgerlige regeringer, autoritære regimer, torturstater og krigsførende militærblokke der alle profiterer af global udnyttelse. Værten, Tyskland, er sammen med Kina, en af de store vindere af de sidste 25 års globalisering. G20-topmødet i Juli 2017 skulle derfor rettere sagt hedde ”på besøg hos vinderne“. Hamborg og dens havn som kaldes „porten til verden“ lader international udbytnings blodspor dryppe fra murene. Dette topmøde tjener opretholdelsen af en verdensorden, der er ansvarlig for væbnede konflikte, udbredt fattigdom og over 60 millioner mennesker på flugt, samt at stadig flere mennesker dør på deres flugt.
Det globale kapitalistiske regime lægger siden finanskrisen i 2008 kursen om i en ny retning: vareudvekslingen og de multinationale koncerners grænseoverskridende investeringer er aftagende.
Afslutningen af internationale frihandelsaftaler i østasien og mellem EU og USA er gået i hårdknude. WTO´s verdensomspændende handelsaftale blev allerede inden da opgivet. Dette ledsages af en halveret vækstrate på verdensplan. Før finanskrisen profiterede flertallet af de kapitalitiske kernelande, på trods af ulige fordeling, af globaliseringens økonomiske vækst. Siden finanskrisen er især råstofeksporterende lande (bl. a. Brasilien, Rusland, Sydafrika), men også lande med handelsunderskud og en stærkt skrumpet industriproduktion (som England, Italien, Grækenland osv.) ramt af økonomiske og politiske kriser.
Forfalder globaliseringen?
Under disse forudsætninger er der kun få økonomiske konkurrencestrategier med succes, som tilbagetrækningen på et stort indre marked a`la USA og Kina eller den massive stigning i eksport (som Tyskland, Holland eller Sverige) på bekostning af andre landes industrier. Disse strategier bliver sikret gennem handelsaftaler som CETA og TTIP. Lande, der bliver nægtet disse muligheder, reagerer i stigende grad med devaluering for på den måde at kunne tilbyde sine varer billigere på verdensmarkedet. Sådanne handelskrige tager til. Enigheden mellem de kapitalistiske kernelande bliver stadig mere skrøbelig og ligheden mellem G20-landene betydeligt mindre.
I verdens fattige regioner står økonomiske orsvarsmidler slet ikke til rådighed. Den udbredte forarmelse, sociale udskillelse og undertrykkelse slår over i regionale opstande, som det arabiske forår, eller islamistiske bevægelsers religiøse repression. De lokalt herskende kliker giver sig ikke, men forstærker udbytningen og de politistatlige tiltag. Hvis dette ikke fører til tilfredsstillelse, munder repressionen ud i langvarige borgerkrige. Regime change is over – G7/G8´s gamle koncept er mislykket. Vesten forsøger ikke længere, såsom krigene i Afghanistan, Irak eller Libyen, at kvæle opstande eller at skaffe ulydige regimer af vejen med militærisk indgriben for at etablere en ny orden. Konfliktene bliver overladt til regionale stedfortrædere, såsom borgerkrigen i Yemen med Saudi arabisk intervention, og ellers som i Irak og Syrien med overvejende informelle interventioner. Man sætter sig på en ”Gated Capitalism”, som koncentrerer sig om de forblivende ”små øer” med fortsat vækst, og lader de fattige drukne foran kystene og dø ved de høje hegn.
Da vækst- og velstandsløftet også for mange mennesker i metropolerne ikke længere bliver realiseret samtidig med at de statslige og samfundsmæssige rammeforordninger forskubber sig, fejrer højrepopulismen, militant nationalisme og autoritære løsningsmønstre i EU, USA og Asien nye sejre. Der bliver ikke kun krævet økonomipolitisk protektionisme, men også udvisning af migranter inklusiv oprettelse af hegn ved landegrænser. Alle bliver mistænkeliggjort, der ikke passer ind i ”de rigtige” nationalistiske og religiøse rammer. Dette rammer også mennesker af anden seksuel orientering end den heteroseksuelle.
De, til tider, nye højrepopulistiske partier er domineret af hvide mænd fra socialt lavere lag, og her spiller det ingen rolle, at udviklingen også er den samme i ellers økonomisk stærke og velhavende europæiske lande.
Ofte handler det om en racisme, der er vokset gennem generationerne, uden et konkret objekt, nævneværdigt antal flygtninge i et land eller en konkret trussel om tab af arbejdspladser. Vi står op imod de internationale højrepopulister. Fra Orban-regimets xenofobe isolationspolitik i Ungarn, det racistisk motiverede Brexit, AFD´s og Front Nationals racistiske verdensbillede i Tyskland og Frankrig, det tyrkiske AKP-regimes islamistiske nationalisme og hen til chauvanisten Donald Trumps valgsejr i USA.
Krig som middel
Krig og kapitalisme hører sammen. Historisk set var krige gentagende gange del af en kapitalistisk strategi for at klare sig gennem kriser. Årtiers lange kolde krig mellem østens og vestens industrinationer satte denne logik midlertidigt ud af kraft og erstattet af stedfortræderkrige i den tredje verden. Murens fald åbnede igen nye spillerum for den kapitalistiske krise – og dermed også krigslogik. Det neoliberale regime har siden 1989 ført nye globale strategier til sikringen af markeder og ressourcer for de førende industrinationer.
For at sikre sin magt- og indflydelsesfære samt at håndhæve sine økonomiske interesser benytter de kapitalistiske kernelandes regeringer sig oftere af deres militæriske muligheder.
Modsigelser og konkurrence bliver ikke længere kun overvundet gennem implementering af handelsaftaler og en kapitalorienteret told- og finanspolitik, forbundet med en passende valuta- og kreditpolitik, men ender hyppigere i en militærisk eskalation.
Det er ikke en tilfældighed, at næsten alle G20-stater er direkte eller indirekte involverede i aktuelle krigeriske sammenstød. Lige meget om det er stedfortræderkrige, formegentlige politiaktioner eller ”fredssikrende” militæroperationer; det er kun andre ord for krig, død og ødelæggelse. Endnu bliver vi forskånet for militæriske sammenstød mellem førende kernestater af politisk magt. At det ikke nødvendigvis forbliver sådan, tyder det på i den voksende eskalation mellem NATO og Rusland. På NATO´s aggressive østudvidelsespolitik, reagerer Rusland med oprustning.
Rusland står, som følge af den kapitalistiske konkurrencedynamik og de økonomiske sanktioner, overfor seriøse finansielle problemer. Krigen i Ukraine er et eksempel på kapitalistisk konkurrencelogik, og er et udtryk for en kamp om magt, indflydelse og adgang til nye markeder.
Den morderiske krig i Syrien viser klart den kapitalistiske krigslogiks håbløshed. For Rusland handler det om ikke at miste al indflydelse i det nyordnede mellemøsten efter det arabiske forår. For USA og EU er Syrienkonflikten på den ene side en kamp mod islamistiske bevægelser, og på den anden, et middel for at opretholde magtbasen og bekæmpe rivalen Rusland. Regionalmagten, Tyrkiet, udnytter situationen for at gennemtvinge deres interesser mod den kurdiske bevægelse såvel som den islamistiske og sekulære opposition. For at opnå dette og andre regionalpolitiske mål skyr de ikke en militærisk intervention i Syrien.
Afslutningen af den egentlige konflikt og et stop for drabene med et perspektiv for det syriske folk, for fred, spiller ingen rolle i de politiske magters overvejelser. Død og fordrivelse af titusinder af mennesker bliver bevidst taget med i købet.
Deregulering og destabilisering
I midten af 1970érne kom efterkrigstidens sociale markedsøkonomi i krise.Denne udvikling førte til, at en neoliberal økonomi- og samfundsmodel kunne sætte sig igennem, som indebar en privatiseringspolitik samt deregulering af markederne. Fortalerne for denne nye politik forsøgte at overbevise mennesker verden rundt med løfter om rigdom og vækst. Denne sæbeboble-idé om en slags kooperativ verdensregering og en fælles verdensindenrigspolitik som en påstået politik til sikring af freden, var i virkeligheden ledsaget af en inden- og udenrigspolitisk oprustning. Ideologisk var dermed gennemførelsen af militarisering som mulighed for politisk handlen forbundet. I denne sammenhæng skal man også se formeringen af EU som en militariseret politisk magt, der fungerer som aktør for de europæiske kernestaters interesser under ledelse af hegemonimagten, Tyskland. Siden årtusindsskiftet har Tyskland fundet sig selv i rollen igen, som et land der kan intervenere militærisk rundt om i verden.
Håndhævelsen af neoliberale strategier er og var præget af krig de sidste 25 år: erobring og aggressiv sikrelse af markeder og udnyttelse af ressourcer ligger til grund for opløsningen af det gamle Jugoslavien, destabiliseringen af sovjetunionen og forskellige konflikter på det afrikanske kontinent. Omfanget af denne militariserede politik rækker fra ”low intensity warfare”-konflikter over borgerkrige hen til åbne militæriske interventioner. Resultatet er dog altid det samme; ødelæggelse af gamle samfundssystemer og økonomier, der står i kontrast til den neoliberale verdensorden. Flugt er for de fleste mennesker den eneste udvej, som følge af denne politik.
Destabiliseringsstrategierne fører til reaktionære modstandsbevægelser overfor de vestlige kapitalistiske interesser. Den logiske konsekvens er militariserede konflikte som resultatet af egen neoliberal økonomi og-ekspansionspolitik. Islamistisk terrorisme og de deraf opståede flygtningestrømme er i bund og grund konsekvensen af destabiliseringspolitiken, hvor hele samfund bliver sat i udsigtsløse krigstilstande.
Den politiske handlens militarisering i udlandet fører også til en militarisering af indenrigspolitiken, og dermed en forandring af de vestlige samfund. At løse sociale og økonomiske problemer i eget land med et repressivt politi eller sågar med militær, bliver mere og mere accepteret. Eskalationerne som følge af den magtbestræbende udenrigspolitik bliver gjort til argument for oprustningen i eget land.
Den tiltagende kløft mellem rig og fattig bliver ikke mere mødt af angivelige løfter om fuld beskæftigelse og velfærd for alle, men af en repressiv politik til oprørsbekæmpelse.
Parallelt dertil bliver den neoliberale globalisering afløst af en ny fase strategisk omorganisering af det verdensomspændende kapitalistiske system. Måden hvorpå den sidste finanskrise blev løst, viser at globaliseringsideen om et fælles marked er i opløsning. Dette brud fører til nationalisme, protektionisme og udviklingen af et forhøjet konfrontationsberedskab, også mellem de hegemoniske kapitalitiske kernestater.
Deres politik er krig, deres perspektiver er konkurrence og udnyttelse. Værdier som fred, menneskerettigheder, økonomisk retfærdighed og en ansvarsfuld håndtering af verdens ressourcer er forhindringer for kapitalismens frie udfoldelse.
Vores modstand er varieret og uberegnelig
Når repræsentanterne for den herskende (u)orden vil sætte sig selv i scene midt i Hamborg, står vi klar med vores internationale modstand samt idéer om en verden, der er værd at leve i.
Lignende topmøder fandt ikke sted uden os siden slutningen af 1990érne. Seattle, Genova, Göteborg og Prag gik ikke over i historien som vellykkede topmøder, men som stærke øjeblikke for den anti-kapitalistiske modstand. Protesterne og aktionerne førte til at de følgende topmøder i Europa ikke fandt sted i større byer, fordi de altid skulle regne med vores tilstedeværelse. I stedet lagde de deres møder på luksushoteller afskåret fra omverdenen så langt væk fra byer som muligt, for at holde protester på afstand.
Nu skal der altså igen afholdes et topmøde med stats- og regeringschefer i en europæisk storby, i Tyskland. Det bliver vores opgave som radikale og anti-kapitalistiske venstreorienterede sammen med en masse andre mennesker at sætte en kæp i hjulet for dette magtshow i midten af Hamborg, og at vise vores ideer om et mere retfærdigt og mere solidarisk samfund.
Topmøde-mobiliseringerne i årene efter årtusindsskiftet bar præg af at venstreorienterede og anti-kapitalistiske grupper og netværk fra Europa og resten af verden lærte hinanden at kende og samarbejdede på tværs af grænser. Vi gjorde fælles erfaringer og kæmpede sammen, vi sad på internationale møder, blev angrebet af politiet med hjælp fra militæret, men samlede vores kræfter og slog tilbage.
Den globaliseringskritiske bevægelse har forændret sig, men vores netværke lever endnu. Vi er lokalt aktiv i vores regioner, byer, landsbyer og skove. Men vi kæmper også internationalt. Vi mødte hinanden igen og igen – i Rostock/Heiligendamm, Strasbourg, Athen, København, Wendland, Paris, Milano og Frankfurt.
I de sidste par år har vi på forskellig vis netværket på tværs af grænser. Vi har ydet solidarisk modstand mod EU´s sparepolitik hovedsageligt i Grækenland, men også i Spanien, Portugal, Irland og Frankrig. Strejker, demonstrationer besættelser af offentlige pladser og huse blev overvejende organiseret af lokale bevægelser, men kommunikationen og at lære af hinanden har vundet til i kraft og kontinuitet. Netop også ”No-Border-Camps” aktionerne i flygtningelejre og på flugtruter havde, og har en inter- og tværnational karakter. Vi havde absolut ikke succes med alt, men det er i det mindste blevet en selvfølge for os i Europa at have et internationalt blik og at søge en tværnational aktion og organisering. En sådan internationalisme er så heterogen, som de agerende bevægelser selv. Ingen aktiv person er kun et offer for tilstandende, hvis vi sammen og selvbestemmende sætter os til værge.
Det forestående topmøde i Hamborg står i hele sin form, symbolsk og praktisk, for rigtig meget hvad vi fundementalt afviser. Med de planlagte aktioner i Hamborg vil gøre det klart på en måde, der ikke kan misforstås, at vi bekæmper deres politik, krig, terror og udbytning! Vi søger det symbolske og praktiske brud med den herskende orden, sammen med et hav af aktivister fra hele Europa. Vi vil forstyrre og blokere for den iscenesatte glatte udførelse af et topmøde midt i Hamborg. Vi vil udnytte og åbne op for handlemuligheder i en varieret, stor og uberegnelig modstand mod G20-topmødet. Allerede nu står det klart, at de til forsvar for deres show indsætter tusindvis af folk fra militæret, politiet og diverse efterretningstjenester.
På grund af magthavernes arrogance kommer det hele til at foregå midt i Hamborgs centrale bydele kun et par stenkast væk fra Rote Flora og andre venstreorienterede tilholdssteder. Beboerer behøver kun at træde ud af døren for at befinde sig midt i den røde zone eller i midten af en aktion. Den radikale venstrefløj i Hamborg har i de sidste 15 år kæmpet mod en kapitalistisk byudvikling og for en ret til byen for alle mennesker. Vores bypolitiske kampe er ikke blot en fortsættelse af 1970érnes husbesættelser eller de succesfulde kampe om Hafenstrasse og Rote Flora i St. Pauli. Vi har bundet disse kampe til kampene mod forringelser af vores arbejdsforhold og de stigende huslejer, for frihed til at bo på skurvognspladser som f. eks. Bambule, med flygtningsbevægelsen ”Lampedusa” i Hamborg og mod visitationszoner. Vi har gjort os en masse erfaringer, og vi vil gøre brug, af netop det vi har lært. Og vi ved, at vi også kommer til at tilegne os byrummet. Repressionen kommer ikke til at forhindre os, hvis vi er mange og utilregnelige. Der er intet roligt bagland!
Dette er en invitation til vores politiske kammerater og venner fra nær og fjern: Kom til protesterne mod G20-topmødet i Hamborg i starten af Juli 2017! Den radikale venstrefløj har mange gange sagt kampen an mod magthaverne; vi er fortsat mange, solidariske og uberegnelige. Vores ”social centers”, og netop disse i nærheden af hvor topmødet finder sted, kommer til at spille en rolle i vores kommunikation og formering af modstanden. I modsætning til den borgerlige opposition, vil vi ikke foreslå magthaverne alternativer til at holde det kapitalistiske system i live. Vi er solidarisk med alle frigørende kræfter, der går på gaden mod topmødet i Hamborg, og vi vil selv bestemme hvilke aktionsformer, der er politiske hensigtsmæssige.
Days of action – 6/7/8. Juli 2017
*INTERNATIONAL ANTI-KAPITALISTISK DEMONSTRATION ARRANGERET AF DEN RADIKALE VENSTREFLØJ TORSDAG D. 6. JULI 2017
*DYNAMISKE AKTIONER INDEN- OG UDENFOR HAMBORG: MILITARISME, MIGRATION, UDBYTNING, BYPOLITISK MODSTAND OG ANDRE TEMAER
*DANNELSE AF OPRØRSKE ANTI-KAPITALISTISKE BLOKKE TIL STORDEMONSTRATIONEN LØRDAG D. 8. JULI 2017
*MODSTAND AF TOPMØ DET FRA START TIL SLUT!
BLOKER, SABOTER, DEMONTER G-20 TOPMØDET!